Jeg vågner halv syv og snoozer til rasmus radiomus går på, kværner kaffe, tager et bad, henter avisen og hopper på cyklen. Det er meningen jeg skal vække Thomas pr. dørtelefon, men da jeg ankommer et par minutter for sent, står han fuldt påklædt og parat på gadeplan. Not bad. Vi overvejer at købe morgenbrød i Småkagehuset men vores cashflow rækker pt kun til Guldbageren. Her får vi smurte rundstykker og en molbosnegler.
I studiet panikkes en anelse før vi går på, teknikken knaser un poco, men så spiller Dylan pludselig og ingen alarm: here we go again! Efter Dylan spiller vi lidt indie og så et Neil Young-nummer. Vi sludrer og beklager blandt andet vores overforbrug af superlativer i forrige udsendelse. Thomas forklarer at det skyldes at de numre vi spiller er udvalgt blandt 5 milliarder kandidater. De sange vi spiller er virkelig superlativer værdige, og under Neil Youngs Alabama får jeg skrevet en 7-8 forskellige ned, så vi i det mindste kan variere.
Da vi skal introducere næste kunster, Destroyer, får jeg en urovækkende besked fra min gode ven JP der lytter med LIVE. Vi er OFF the AIR? The Voice har overtaget frekvensen! SHIT! Nogen på båndværkstedet har hældt grus i maskineriet, der er FM-takeover. Vi panikker, vi løber omkring, ringer rundt og forsøger at finde en løsning. Uden held. Thomas er modløs og demotiveret. Satans.
Jeg lægger en ny slagplan og Thomas køber den. Som han senere smukt siger: "Det er lissom med sådan en bolle som man kommer til at riste alt for meget på den ene side. Så vender man den om, og så rister man den lissom rigtig omhyggeligt på den anden side. Og holder øje og passer på den..."
De 20 minutter fra æteren er for evigt gone, men vi indspillede et ekstra program. Det er muntert, meget muntert. Du kan høre og downloade programmet via dette linkz (nu med kun ca. 30 sekunders dead sound!).
PS. Feedback er velkomment, eventuelt også requests!
PPS. Vi sender igen LIVE næste torsdag fra 8 til 9 - med hemmelig gæst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar